3 ting, der afholder os fra at være autentiske

1 af 3

Frygten for andres dom

Vi mennesker er skabt til at høre til. I langt størstedelen af menneskets historie har vi levet i små grupper, hvor vores overlevelse var afhængig af andre mennesker. At blive accepteret af gruppen var ikke bare rart. Det kunne være afgørende for, om vi overlevede. Den historie sidder stadig i os.

Forskning viser, at social isolation og ensomhed ikke kun påvirker os følelsesmæssigt. Der kan også ses ændringer i vores immunforsvar. Blandt andet finder forskere mere aktivitet i gener forbundet med inflammation og mindre aktivitet i dele af det antivirale immunforsvar hos mennesker, der oplever social isolation. Andre studier har fundet højere niveauer af fibrinogen, der blandt andet spiller en rolle i blodets koagulation, hos mennesker med færre sociale forbindelser. PubMed

Så når du bekymrer dig om, hvad andre tænker om dig, er det ikke bare et overfladisk behov for at være populær. Du har et biologisk system, der tager tilhørsforhold meget alvorligt. Det mærker vi også gennem skyld og skam.

Forestil dig, at du efter en svær samtale med din partner sender en besked til din ven eller veninde og fortæller præcis, hvad der skete, og hvad du synes om det hele. Det er sådan, I altid taler sammen. Problemet er bare, at du ved en fejl sender beskeden til din nye chef. Pludselig rammer skammen og den dårlige samvittighed.

Men hvad har du egentlig gjort moralsk forkert? Ikke ret meget. Men du har muligvis bragt en vigtig relation i fare. Din chef ved nu noget om dig, som kan ændre hendes syn på dig, og måske ikke til det bedre.

I The Art of Being Authentic beskriver jeg netop, hvordan vores samvittighed ikke altid fungerer som et enkelt kompas for rigtigt og forkert. En del af den forsøger også at beskytte vores tilhørsforhold. Når vi risikerer at bryde et bånd eller bevæge os uden for gruppens forventninger, kan skyldfølelsen derfor skrue voldsomt op.

Og det er her, autenticitet bliver svært. For at være autentisk indebærer næsten altid en risiko for at blive bedømt. Du siger din egentlige mening på mødet. Du fortæller din partner, hvad du faktisk har brug for. Du vælger en karriere, som ikke giver den status, din familie forventede. Du siger nej til noget, du plejer at sige ja til. Eller du begynder bare at vise sider af dig selv, som du tidligere har holdt tilbage.

I alle tilfælde bryder du med en forventning, virkelig eller forestillet, om hvem du bør være. Og vores alarmsystem er ikke specielt interesseret i at sætte sig ned med et Excel-ark og lave en nuanceret sandsynlighedsberegning af, hvad der sker bagefter. Risikoen for afvisning kan hurtigt blive til katastrofetanker: Hvad nu hvis de bliver vrede? Hvad hvis de mister respekten for mig? Hvad hvis jeg bliver valgt fra? Og så holder vi igen. PubMed

Problemet er, at den løsning også har en pris. For hver gang du ændrer dig selv for at bevare andres accept, kan afstanden vokse mellem den, du er, og den, du oplever, at du kan vise verden. Og hvis den afstand bliver stor nok, begynder den i sig selv at gøre ondt.

Det betyder ikke, at autenticitet kræver, at vi bryder med alle, der ikke straks forstår os. Tværtimod. Vi kan ofte blive i vores eksisterende relationer og omgivelser og gradvist begynde at stå tydeligere som os selv. Mange mennesker vænner sig til forandringen. De ser, at vi stadig er os, og måske også at vi faktisk trives bedre. Men vi kan ikke gøre andres accept til betingelsen for, at vi må være os selv.

Jim Carrey fortalte engang om sin far, der drømte om at blive komiker, men valgte det sikre og blev revisor. Senere mistede han alligevel sit job. Carreys konklusion var enkel: Man kan også fejle med det, man egentlig ikke ønsker, så man kan lige så godt tage chancen med det, man elsker.

Der er en endnu mere grundlæggende pointe her. Hvis din lykke findes i et liv, hvor du kan være den, du er, så er det afgørende spørgsmål ikke: Hvad vil det koste mig, hvis andre ikke accepterer mig? Det er:

2 af 3

Vores egen dom

Andre mennesker behøver ikke engang være til stede, før deres forventninger begynder at påvirke os. Gennem livet lærer vi en masse om, hvad der er fornuftigt, attraktivt, ansvarligt og rigtigt. Hvilken uddannelse man bør tage, hvad et godt job er, hvordan en leder skal opføre sig, hvad en god forælder gør, og hvornår man kan tillade sig at synes, at man har succes. Noget af det passer fint til os, mens andet ikke gør. Problemet opstår, når vi begynder at forveksle de normer, vi har lært, med vores egne værdier. Så kan vi ende med at dømme os selv for ikke at leve op til noget, vi aldrig selv har valgt.

Vores egen dom viser sig også meget tydeligt, når vi fejler. Vi kommer let til at gøre vores handlinger til udsagn om, hvem vi er. Hvis du siger noget på et møde, der ikke lander, som du havde håbet, kan tanken hurtigt blive: Jeg skulle ikke have sagt noget. Hvis du prøver noget nyt og ikke lykkes med det, bliver konklusionen måske: Jeg er åbenbart ikke god nok. Og hvis du står mere ved dig selv i en relation, og den anden reagerer negativt, kan du bagefter ønske, at du bare havde holdt mund.

På den måde tager vores egen dom et forkert ejerskab over fejlen. Noget, vi gjorde, bliver til noget, vi er. Og det gør autenticitet langt mere risikabelt, for hvis enhver fejl kan bruges som bevis på, at der er noget galt med os, bliver det meget lettere at holde sig til det velkendte og lade være med at vise for meget af sig selv.

Men vi er ikke vores adfærd. Vi kan træffe en dårlig beslutning, overvurdere vores evner, sige noget dumt eller opdage, at noget, vi troede var rigtigt for os, alligevel ikke var det. Det fortæller os noget om vores handlinger og giver os information, vi kan lære af. Det behøver ikke samtidig blive en dom over, hvem vi er.

Derfor kan det være værd at lægge mærke til, hvad det egentlig er, vi dømmer, når vores egen kritiske stemme dukker op: Dømmer jeg det, jeg gjorde, eller dømmer jeg den, jeg er? For der er en vigtig forskel.

3 af 3

Hvordan er vi egentlig autentiske?

Den tredje ting, der kan stå i vejen for autenticitet, er helt grundlæggende, at vi ikke altid ved, hvad det vil sige at være autentisk.

Tænk på Mona Lisa. Hvis du står foran maleriet på Louvre, kan du med god grund beskrive det som et autentisk Leonardo da Vinci-maleri. Det er originalen. Ikke en kopi, ikke en efterligning. I den betydning er autenticitet ret enkelt: Autentisk betyder original.

Men forestil dig så en "autentisk italiensk godfather". De fleste af os ser hurtigt en bestemt type for os. Jakkesæt, håret tilbage med pomade, måske en cigar i hånden. Vi kalder ham autentisk, fordi han ligner vores forestilling om, hvordan en rigtig godfather ser ud. Pludselig betyder autentisk næsten det modsatte. Han er autentisk, fordi han ligner alle de andre.

Vi bruger altså det samme ord til både at beskrive originalen og kopien. Og præcis den forvirring kan snige sig ind, når vi forsøger at være autentiske som mennesker. Vi kan begynde med ønsket om at finde frem til det, der faktisk er vores eget, men ende med at forsøge at leve op til vores forestilling om, hvordan en bestemt type menneske bør være. Det gælder ikke mindst i arbejdslivet. En leder kan meget let tro, at han eller hun leder autentisk, samtidig med at adfærden i virkeligheden er en kopi af forestillingen om, hvordan en stærk, empatisk eller succesfuld leder bør opføre sig.

Derfor handler autenticitet heller ikke om at finde endnu en rolle, vi kan blive bedre til at spille. Det handler om at forstå, hvad der faktisk betyder noget for os, hvad der ligger bag vores valg, og derefter begynde at leve og handle mere i overensstemmelse med det.

Her opstår en anden udbredt misforståelse. Autenticitet kan let lyde som en ego-drevet øvelse: Hvad vil jeg have? Hvad fortjener jeg? Hvordan får jeg mere plads? Men det, der er autentisk for os, handler sjældent om at få mere end andre, være vigtigere end andre eller bevise vores værdi. Ofte finder vi faktisk det autentiske lettere, når vi midlertidigt fjerner penge, status og andres vurderinger fra ligningen.

Jeg bruger derfor ofte tre spørgsmål.

Spørgsmålene skal ikke nødvendigvis give et færdigt svar. De hjælper os med at skrælle nogle af de forventninger, normer og belønninger væk, som normalt påvirker vores valg, så det bliver lettere at få øje på, hvad der faktisk kommer fra os selv.

Når vi først begynder at kunne skelne originalen fra kopien, kommer næste udfordring: at lade det få betydning for den måde, vi lever på. For autenticitet bliver først rigtig interessant, når den bevæger sig fra vores tanker og ud i vores valg, handlinger og relationer.

Opsamling

Når vi begynder at skelne

De tre ting hænger tæt sammen. Andres dom kan med tiden blive til vores egen dom, og begge dele kan gøre det sværere at få øje på, hvad der faktisk kommer fra os selv.

Derfor handler autenticitet også om at blive bedre til at skelne. Hvad er mine egne værdier, og hvad har jeg lært, at jeg bør værdsætte? Hvilke valg træffer jeg, fordi de føles rigtige for mig, og hvilke træffer jeg for at undgå andres dom eller min egen?

Svarene bliver sjældent færdige én gang for alle. De bliver tydeligere, når vi begynder at lade dem få konsekvenser for den måde, vi faktisk lever på. PubMed