3 myter om stress og hvad vi i stedet bør forstå

Myte 1

Noget stress er sundt

Du har sikkert hørt det før: Noget stress er sundt. Det gør os skarpere, mere fokuserede og får os til at præstere bedre.

Problemet er, at den måde at tale om stress på let får det til at lyde, som om stress kommer med et bestemt sæt egenskaber. Som om nogle situationer indeholder den gode stress, mens andre indeholder den dårlige.

Så når noget presser os, bliver spørgsmålet let: Er det her den sunde eller den usunde slags stress?

Men stress er først og fremmest en biologisk aktivering. Det afgørende er i høj grad, hvordan vi fortolker situationen og reagerer på den.

Forestil dig, at du punkterer på cyklen i regnvejr. Situationen er akut, kortvarig, og du ved godt, hvordan man lapper et dæk. Den opfylder dermed flere af de kriterier, der ofte bruges til at beskrive "sund stress".

Men var det en sund oplevelse?

Nok ikke. Det var sandsynligvis bare irriterende.

Andre vil måske indvende, at sund stress også skal opleves som spændende eller positiv. Men så flytter vi bare problemet. Vi forsøger stadig at afgøre på forhånd, hvilken slags stress situationen indeholder, i stedet for at undersøge, hvad der sker i os, og hvordan vi vælger at møde den.

Forskningen peger netop på, at fortolkningen betyder noget. I eksperimenter har mennesker, der blev hjulpet til at fortolke deres stressaktivering som funktionel og anvendelig, vist mere hensigtsmæssige fysiologiske reaktioner. Andre studier viser, at vores grundlæggende syn på stress også kan påvirke vores respons under pres. PubMed +1

Det har en vigtig konsekvens.

Hvis du fx tænker, at nervøsiteten før en vigtig præsentation på arbejdet er "sund stress", mens presset fra en konflikt med en kollega er "usund stress", kommer fokus let til at ligge på selve situationen: Jeg skal bare have mere af den første slags og mindre af den anden.

Dermed overser du noget vigtigt: Din egen mulighed for at påvirke, hvordan du reagerer på det pres, du står i.

For den samme situation kan påvirke to mennesker meget forskelligt. Og den kan påvirke det samme menneske forskelligt på forskellige tidspunkter, afhængigt af blandt andet erfaring, ressourcer, fortolkning og den måde, vi reagerer på.

Det betyder selvfølgelig ikke, at al stress kan gøres konstruktiv. Traumatisk stress og situationer, hvor vi udsættes for vold, alvorlige trusler eller vedvarende nedbrydende behandling, er noget andet.

Men når vi taler om den stress og det pres, der er en del af almindelige udfordringer i livet og arbejdslivet, giver det mere mening at stoppe med at spørge:

og i stedet spørge:

Myte 2

Vi skal undgå stress

Det lyder umiddelbart logisk. Hvis stress kan være ubehageligt og i værste fald skadeligt, må løsningen være at få så lidt af det som muligt.

Men der er et problem.

Meget af det, der giver vores liv mening, kommer også med en portion stress.

Når jeg holder foredrag, plejer jeg at spørge, hvor mange i salen der er forældre. Derefter spørger jeg, om det nogensinde har været stressende at være forælder.

Der kommer som regel en del hænder op.

Så spørger jeg, om nogen har startet deres egen virksomhed. Var det stressende?

Ja.

Har nogen dyrket konkurrenceidræt? Var det stressende første gang, de blev skiftet ind i en vigtig kamp eller skulle stille op til et mesterskab?

Igen ja.

Så kommer det afgørende spørgsmål:

Og svaret er næsten altid ja.

Det er problemet med at gøre et stressfrit liv til målet. For hvis vi systematisk forsøger at fjerne alt det, der gør os nervøse, udfordrer os eller presser os, risikerer vi samtidig at begynde at fjerne nogle af de ting, der giver livet betydning.

Forskningen peger også på et paradoks ved undgåelse. I et tiårigt studie med 1.211 deltagere var mennesker, der i højere grad håndterede belastninger gennem undgåelse, senere udsat for flere både kroniske og akutte stressorer. Forskerne beskriver mekanismen som stress generation: Vores måde at håndtere stress på kan i sig selv være med til at skabe mere stress senere. PubMed

Det gælder også vores indre oplevelser. I et dagbogsstudie var forsøg på at undgå eller kontrollere ubehagelige tanker, følelser og kropslige reaktioner forbundet med blandt andet mere negativt humør, mindre glæde ved daglige aktiviteter og mindre oplevet mening i livet. PubMed

Vi kan se lidt livet som en af de gamle James Bond-film, hvor Bond bliver fanget i et rum, og væggene langsomt bevæger sig ind mod ham.

Vores vægge bevæger sig også indad.

Hvis vi konsekvent undgår det, der føles svært eller stressende, bliver vores råderum gradvist mindre. Derfor er vi nødt til jævnligt at skubbe væggene ud igen. Tage den svære samtale. Prøve noget, vi ikke helt ved, om vi kan. Stille os op foran andre. Tage ansvar. Gå efter noget, der betyder nok til, at vi også risikerer at blive pressede.

Det er sådan, vores råderum bliver større.

Og det er også sådan, vi opbygger erfaringen af:

Det betyder ikke, at vi skal blive i situationer, der nedbryder os.

En chef, der ydmyger dig dagligt, et voldeligt forhold eller andre traumatiske og vedvarende belastninger er ikke noget, du skal lære at "omfavne". Her kan det rigtige svar være at beskytte dig selv, sætte en grænse eller komme væk.

Der er forskel på at undgå stress og at fjerne noget, der skader dig.

Så i stedet for at spørge:

kan et mere interessant spørgsmål være:

For stress opstår naturligt, når noget vigtigt er på spil.

Og et liv med mening vil derfor sjældent være et liv helt uden stress.

Myte 3

Pauser hjælper

Ja. Selvfølgelig gør de det.

Men ikke nødvendigvis bare fordi du stopper med at arbejde.

Du kan godt sidde i sofaen med fødderne oppe og stadig være mentalt på arbejde. Du kan gå en tur og bruge hele turen på at gennemspille morgendagens møde i hovedet. Eller tage en kaffepause med kollegerne, hvor samtalen fortsætter om deadlines, kunder og alt det, I ikke kan nå.

Kroppen holder måske pause. Hovedet gør ikke.

Det, vi har brug for, er derfor ikke kun pause, men også mental og følelsesmæssig afstand til det, der stresser os.

Vi kan forestille os en ambulancefører. Hans arbejdsdag kan være voldsomt krævende. Han kan komme hjem til to små børn, der også kræver tid, opmærksomhed og hjælp.

Begge dele kan være stressende.

Men så længe han kan være mentalt og følelsesmæssigt til stede dér, hvor han faktisk er, kan de to verdener godt eksistere ved siden af hinanden. Problemet opstår, når arbejdet kommer med hjem. Når han leger med børnene, men stadig mentalt befinder sig i ambulancen. Eller når bekymringerne hjemmefra følger med ind i næste vagt.

Det er, når stressen begynder at sive fra det ene sted i livet til det andet, at vi mister den afstand, der gør restitution mulig.

Forskningen bruger begrebet psychological detachment om evnen til mentalt at koble fra arbejdet. En meta-analyse af 86 publikationer og mere end 38.000 medarbejdere fandt blandt andet sammenhænge mellem bedre mental frakobling og mindre udmattelse og træthed samt bedre søvn, trivsel og oplevet restitution. PubMed

Så en god pause handler ikke bare om, hvad du stopper med at gøre.

Den handler også om, hvad du begynder at gøre i stedet.

Et grin med en kollega. En kort gåtur i naturen. At lave mad. Fordybe dig i en hobby. Lege med børnene. Noget, der faktisk flytter din opmærksomhed væk fra det, der stresser dig.

Doomscrolling på telefonen er derfor ikke nødvendigvis den pause, dit hoved har brug for. Og en kaffepause, hvor du taler arbejde med en kollega, giver heller ikke meget mental afstand.

Der er også en anden grund til, at vi skal passe på med at gøre pausen til løsningen på stress.

Vi fortæller os selv:

Jeg skal bare lige igennem det her projekt.

Efter næste deadline bliver det roligere.

Jeg trænger bare til ferie.

Men det næste projekt kommer. Den næste deadline dukker op. Og efter ferien vender vi tilbage til det samme liv, som vi tog på ferie fra.

Ferie virker. Forskningen viser, at den kan forbedre trivsel og reducere belastning. Den ældre forskning fandt generelt en relativt hurtig aftagende effekt efter tilbagevenden til arbejdet, mens en nyere meta-analyse med 32 studier finder større og mere langvarige effekter end tidligere antaget. Den nyere forskning peger samtidig på mental frakobling som en af de ferieoplevelser, der kan være særligt gavnlige. PubMed +1

Studier, både ældre og nyere, peger forskelligt på, hvor længe effekten varer, og hvad der kendetegner en ferie, der giver god restitution. Fælles er dog, at effekten aftager igen, og typisk længe før de fleste af os har mulighed for at holde ferie på ny. Og så kan pausen ikke stå alene.

Så hvis vores eneste strategi mod stress er næste weekend, næste ferie eller den perfekte work-life balance, gør vi os afhængige af pausen. For vi kan ikke organisere os ud af stress alene ved at vente på næste pause, når den perfekte balance måske ikke findes.

En pause er ikke nok, hvis hovedet fortsætter med at arbejde.

Vi har brug for pauser, der også giver os perspektiv.

Opsamling

Hvad skal vi så forstå om stress?

De tre myter har noget til fælles. De får os let til at se stress som noget, vi enten skal kategorisere som godt eller dårligt, forsøge at undgå eller vente på at få en pause fra.

Det giver os mindre blik for den del af stressreaktionen, vi faktisk kan påvirke.

Stress opstår naturligt, når noget vigtigt er på spil. Nogle situationer er selvfølgelig så skadelige, at vi skal beskytte os selv eller komme væk. Men meget af den stress, vi møder i hverdagen, følger med et liv, hvor vi engagerer os i mennesker, projekter og mål, der betyder noget for os.

Et stressfrit liv er derfor næppe hverken realistisk eller særligt attraktivt.

Mere relevant er det at blive bedre til at navigere i den stress, der følger med det liv, vi faktisk gerne vil leve.

Vil du arbejde videre med det?

Læs også Stresskompasset, hvor fire konkrete retninger hjælper med at bevare handlekraften, når presset stiger.